E/F Aladdin Christianshavn den 14. januar 2018
Kære ejere
Status på varmtvandsforsyningen i Aladdin
Vi har nu afsluttet rensningen af varmtvandsforsyningen i de 4 varmecentraler og vi har fået udtaget prøver fra tappesteder, der ligger langt fra varmecentralerne.
Resultatet beskriver mængden af bakterie i det varme vand.
Vi har modtaget resultatet af prøverne og vi har afholdt møde med vore varmeforsyningsrådgivere fra Guldager.
Resultatet:
Varmecentral Opgange der forsynes fra centralen Resultat af prøve
BUR3 BUR1 – 3 – 5 – 7 – 9 – 11 – 13 og BRO11 Middel
BUR17 BUR15 – 17 – 19 – 21 – 23 – 25 – 27 og BOD10 Lav
AND20 AND16 – 18 – 20 – 22 – 24 – 26 – 28 og BOD8 Lav
AND6 AND2 – 4 – 6 – 8 – 10 og BRO7 – 9 Høj
Her og nu tiltag:
Vi vurderer resultat, som en klar forbedring, men det er ikke tilfredsstillende, da vi gerne vil have et resultat, der er lav for alle varmecentraler.
Vores rådgivere anbefaler, at vi gennemfører et varmtvandsskyl i varmecentralen AND6 hurtigst muligt og efterfølgende for BUR3.
Konkret betyder det, at vi hæver temperaturen på det varme vand fra 55 grader til 60 grader over en periode på 2 dage. 60 grader varmt vand vil slå bakterierne ihjel, derfor er det vigtigt at få 60 grader varmt vand igennem hele din installation.
Derfor skal beboerne i de lejligheder, der forsynes med varmtvand fra varmecentralen AND6, lade det varme vand løbe i 2 – 4 minutter fra alle tappesteder og gerne gøre det et par gange i perioden. Det vil klart hjælpe på din vandkvalitet, hvis du tager dine pelatore -bruseslange og bruse hoved af og lægger dem i kogende vand. Du kan også overveje at udskifte disse dele. Måske har du set nogle mørke aflejringer på dit bruse hoved, det er ikke gode tegn og betyder at du skal arbejde mere med vandhygiejnen i din lejlighed.
Vi udsender en mail med en mere detaljeret plan til de ejere, der er påvirket af denne varmtvandsskylning i AND6 og senere til ejerne under varmecentralen BUR3.
Hvorfor er det så svært, at komme af med bakterier i det varme vand?
Varmtvandsinstallationen består af en forsyningsdel, med cirkulation af det varme vand rundt i de fælles stigrør (de lodrette varmtvandsforsyningsrør), samt den del der forgrener sig rundt i lejlighederne. I denne del kan der være områder, hvor der ikke er hyppig cirkulation og i disse områder vil bakterierne have gode vækstbetingelser og brede sig til den øvrige del af varmtvandsforsyningen. I stigrørene cirkulerer vi det varme vand hele tiden, for at forsyningen af det varme vand, uanset øvrigt forbrug på stigestrengen, kan komme til tappestederne kommer ret hurtigt. Du skal altså blot trække det varme vand fra stigerøret ind til dit tappested, når du åbner for det varme vand. Oplever du, at der går noget tid, inden du kan få varmt vand ud af din vandhane, skal du fejlmelde dette til ejendomskontoret.
Det er en fælles sag, at få hævet kvaliteten af det varme vand, Ejerforeningen har ansvaret for varmecentralerne og forsyningen i stigerørene og ejerne har ansvaret i deres del af installationen. For at opnå en god varmtvandskvalitet er det nødvendigt at vi alle samarbejder om at holde installationen ren.
Hvorfor kan I ikke bare holde temperaturen på 60 grader hele tiden?
Det går desværre ikke, ved 60 grader udskilles der betydelig mere kalk og det vil betyde meget høje vedligeholdelsesomkostninger. Vi kan ikke køle vandet fra fjernvarmeværket tilstrækkeligt og derfor returnere vi det for varmt og det giver en ekstra afgift fra fjernvarmeværket. Varmeforsyning er en meget hårfin balance, og især efter at fjernvarmeværket, har sænket deres fremløbstemperatur, er balancen blevet mere vanskelig.
Skal jeg blive bekymret, når jeg bliver forsynet med varmt vand fra AND6 varmecentralen?
Det mener vi ikke, varmtvandskvaliteten er ikke blevet forringet siden vi foretog den sidste gennemskylning. Vores rådgivere anbefaler, at man lader helt varmt vand gennemskylle i bruseren i et par minutter og herefter justere temperaturen så man ikke skolder sig. Legionella bakterierne kan give alvorlige problemer, når de indåndes via vanddamp, men kun hvis man i forvejen er svagelig eller har et nedsat immunforsvar.
Det er ikke muligt helt at undgå Legionella bakterier, men det er muligt, at holde niveauet lavt.
På den lidt længere bane, har vi en del aktiviteter, som er anbefalet af vores rådgiver fra Guldager, der skal forbedre vores varmtvandsforsyning, det vil vi redegøre for på den kommende generalforsamling.
Venlig hilsen
Jan Andersen
Formand E/F Aladdin