Status – gårdaltan

Gårdaltan projekt status pr. 1. august 2013.

Vi er nu oppe på 125 altankøbere og det er en rigtig flot deltagelse til projektet.

Der er altid en vis udskiftning i en stor ejendom som Aladdin – i stedet for at fastholde at sidste frist var den 18. juli har vi i samråd med vores administrator indført et gebyr på kr. 1.250,- for for sen tilmelding til projektet Dette gebyr dækker nogle af de omkostninger der er til opdatering af planer – tegninger, kontrakter med underleverandørerne og forsikringsselskabet.

Vi har indsendt byggeansøgningen til Københavns kommune og vi har, i ansøgningen, fastholdt den oprindelige altanmodel for 5. sals lejlighederne, selv om kommunen har påpeget at 5. sals altaner er for dybe. Vi har været ude og se på andre altanløsninger i nabolaget. Blandt andet vores genbo i Andreas Bjørns Gade har fået tilladelse til at montere samme størrelse altaner på deres 5. sal, som på de øvrige etager. De er netop begyndt monteringen af første række altaner. Vi har også modtaget den kommunale forhåndsgodkendelse som det tidligere altanprojekt modtog sidste år, hvor 5. sals altanerne også havde samme størrelse som de underliggende altaner.

Vi søger også om dispensation fra niveau fri adgang til 5. sals altanerne, vi mener ikke at et enkelt trin kan gøre den store forskel når man først har forceret de mange trin til 5. sal – det kan give en noget mere enkelt altanløsning hvis vi får lov til at lave et enkelt trin. Vi forventer at afholde et 5. sals altan møde den 13. august – på mødet skal vi drøfte detaljerne i løsningen og blandt andet tage stilling til om vi skal medtage noget af skunkarealet i altanen. Vi skal også drøfte den noget specielle radiatorløsning hvor radiatoren placeres over vinduet som et alternativ. Vi kan dog først give et endeligt tilbud til 5. sals ejerne efter vi har modtaget kommunens tilladelse.

Der er omkring 4 – 6 ugers behandlingstid hos kommunen, så vi forventer stadig, at vi kan starte altanmonteringen i det sene efterår.

Med hensyn til valget af dør har vi besluttet, at vi skal have produceret noget bedre præsentations materiale og så vil vi invitere til en udstilling i gården så altan køberne kan se nogle modeller og få svar på eventuelle spørgsmål – det vil naturligvis blive muligt at træffe et nyt valg på dette tidspunkt, men mere om dette i næste status.

Kommunen har stillet krav om et indbliksværn mellem de 17 matrikel nr. vi har, det vil vi udfordre og i stedet indføre indbliksværn hvor der reelt er indbliks gener især omkring de indvendige hjørner. Vi forventer dog ikke at vi kan undgå indbliksværn hvor vi grænser op mod vores nabo Brandes Minde. Lejlighederne der ligger ved de indvendige hjørner kan ikke få en altan da der ikke er plads til det. Undtagelsen er de lejligheder der ligger i BUR 27 th, her er der mere plads og Min altan arbejder på en løsning for disse lejligheder. XL modellen er også blevet en smule kortere omkring 30 cm.

Vi er også i gang med forhandlingerne med pengeinstitutter for at skaffe finansiering til projektet.

Radiatorprojektet kører på højtryk vi er oppe på at skifte 7 radiatorer om dagen og der er sendt varsel ud om hvilke dage der udskiftes radiatorer. Der er flere udfordringer blandt andet er der i flere lejligheder ikke plads til standard radiatoren og derfor har fremskaffet en alternativ model som godt nok er noget dyrere. I den sidste uge i august skal vi have afprøvet om alt er tæt og i begyndelsen af september starter vi med at sætte vand på de 4 varmecentraler igen. 5. sals radiatoren har været en helt særlig udfordring og vi har haft vores byggerådgiver med inde over, for at finde en anvendelig løsning som indebærer at radiatoren skal monteres over vinduet.

Vi gør alle vores bedste for at besvare de forskellige spørgsmål og hjælper så godt vi kan – men der har været helt utrolig travlt, så vi håber I bærer over med at vi sommetider ikke kan bruge så meget tid på hver enkelt.

Fortsat god sommer

Venlig hilsen

Jan Andersen

Formand Ejerforeningen Aladdin